Bilag 1. Eksempler på, hvordan udvalgte hjemmesider lyder
Først vil det være nyttigt at beskrive, hvordan man som blind bruger får præsenteret informationen fra computeren. Når man anvender en standard browser, eksempelvis Internet Explorer, er det nødvendigt med et særligt program, der sørger for at informationen, der vises på skærmen, gøres tilgængelig enten som syntetisk tale, eller som punktskrift på et særligt display. Det er muligt at anvende punktskrift og syntetisk tale samtidigt - det er faktisk langt at foretrække, da begge medier kompleterer hinanden udmærket.
Uanset om man anvender tale og/eller punkt, er det vigtigt at forstå, at man ikke har det overblik over et helt skærmbillede, som seende brugere er vant til at have. For en seende bruger, er det let og hurtigt at overskue informationen på en hjemmeside, og overveje om man ønsker at følge de links, der er på siden. Den seende bruger kan også uden besvær læse den tekst, der omgiver et link. Det vil sige, at det ikke er vigtigt for en seende bruger, at teksten, der er understreget for at markere et link, giver mening læst ude af sammenhæng med den omgivende tekst, fordi det er let at læse den omgivende tekst.
Når man anvender en skærmlæser, er der 2 måder at læse en hjemmeside på. Man kan enten få læst teksten op, det vil man normalt gøre på en ukendt hjemmeside for at få et overblik over hvilken information, der findes på siden. Den anden mulighed er kun at få læst de links op, der findes på siden. Denne løsning bruges normalt enten når man ved, hvad man leder efter, eller når man er blevet for utålmodig til at vente på at få læst hele siden op. Desværre er det svært at skifte mellem de 2 måder at læse på. Specielt er det svært at begynde at læse teksten på siden, for så derefter kun at ville læse de links, der findes i resten af dokumentet.
I både Netscape og Internet Explorer, er det muligt at flytte mellem links ved hjælp af tabulatortasten, der flytter til næste link og skift holdt nede sammen med tabulatortasten, der flytter til forrige link. Desværre er der ingen sammenhæng mellem den tekst man læser, og tabulatortastens funktion. Benytter man tabulatortasten vil man altid få vist det første link på siden, selv om man var i gang med at læse den sidste del af dokumentet.
Det er heller ikke muligt at få læst tekst op, der omgiver et link, når man bruger tabulatortasten for at høre, hvilke links der er på en side. Møder man eksempelvis et link hvor den understregede tekst er "klik her", giver den tekst ingen information om, hvad man møder, hvis man vælger linket. Men hvis den tekst, der omgiver "klik her", er "klik her for at læse mere om vores hjemmeside", er situationen en anden. Den slags fejl kan let rettes, det forudsætter bare, at man er bevidst om, at det giver nogle brugere problemer.
Et af problemerne med at overbevise ansvarlige for hjemmesider om, at de bør udvikles sådan, at de også er tilgængelige for forskellige grupper af handicappede, har været, at det har krævet, at man som hjemmesideudvikler afholdt sig fra at anvende nogle muligheder, som eksempelvis rammer og andre visuelt attraktive muligheder for at bestemme sidens layout.
Med udviklingen af mere avancerede anbefalinger for, hvordan hjemmesider gøres tilgængelige, og med tilpasningen af den nyeste generation browsere til skærmlæserne, er det blevet muligt at arbejde med nogle af de ting, der bare for et halvt år siden var umulige. Men det betyder ikke, at der ikke stadig er problemer. Som det vil kunne ses af følgende tests, så behøver rammer ikke i sig selv at være et problem, men manglen på tekstinformation og særligt intetsigende links, er stadigvæk et stort problem, og sådan vil det nok altid blive ved med at være.
Det er da også sådan, at når man først ned til materialet i form af lovforslag, dagsordener, eller folketingsdebatter, så er det let at gå til. Det samme kan desværre ikke siges om indpakningen, altså dels det generelle layout med rammer, og forsiden, hvor man skal vælge, hvad man ønsker at se:
Når man åbner hjemmesiden, vil man - hvis man er heldig - få læst en tekst op, men det er langt fra sikkert. På denne side vil den eneste gode fremgangsmåde for at komme videre være at undersøge, hvilke links der er på siden. Det gøres ved at bruge tabulatortasten indtil man når tilbage til browserens adressefelt. Denne rundtur til de forskellige links viser 2 ting. Dels at siden er lavet med rammer, der er 2 af dem, derudover er alle links i den første ramme meget uforståelige. Desværre er det vigtige valgmuligheder, der findes i denne ramme - muligheder, der altid kan bruges, uanset hvor i systemet man er.
Den anden ramme indeholder efter 2 uforståelige valg, almindelige links med tekst, der giver udmærket mening. Her skal det huskes, at det nok kun er tålmodige eller øvede surfere, der ikke opgiver efter 9 links med en uforståelig tekst. De links, der er i den første ramme, rammen, der vises øverst på siden, er uforståelige. Det kan man let overbevise sig om, også uden en skærmlæser installeret. Man skal blot slå visning af billeder fra i sin browser, og så prøve at følge de meddelelser, der skrives nederst på skærmen, når man flytter rundt mellem linkene med tabulatortasten.
Den grafiske tekst, der står øverst på siden lyder således:
javascript: hop til forside () link
javascript: parent.open.popup(/system/sdialog/sogban.htm,'dialog,'yes') link
javascript: top.openpopup('/system/bogmrke/bogmrke.htm',bogmrke',yes) link
Bevarer man optimismen og fortsætter til den anden ramme bliver man belønnet med links med udmærkede beskrivende tekster.
Vælger man et af de beskrivende links (de runde knapper til venstre) sker der en del. Vælger man eksempelvis "Om Folketinget og dets arbejde" ændrer siden sig en del.
Nu er der ikke 2 rammer, men 4. Den ene er en ægte nyskabelse, nemlig en ramme, der gør det muligt at navigere tilbage til de forrige links, hvis man vælger forkert. Den anden nye ramme er derimod ikke ny, men indeholder 4 valg, der faktisk var på forsiden. De er også tilgængelige fra tastaturet, desværre er problemet her som i toprammen, at den tekst skærmlæseren og browseren kan få fat i, ikke giver mening.
Faktisk er teksterne til disse knapper endnu mere uforståelige end dem i toprammen. De lyder sådan her:
Javascript: skiftemne(4)
Javascript: skiftemne(1)
Interessant nok, har man sat en uddybende tekst under selve knappen, nemlig teksten "Nyheder og aktuel information". Den fremkommer i statuslinien nederst, når man har musen over knappen "Nyt". Men den kommer ikke frem, når man bruger tabulatoren for at hoppe rundt mellem linkene. Hvorfor dette ikke kan laves på samme måde som på forsiden, hvor de samme knapper er forsynet med alternativ tekster, er ikke til at vide. Det har muligvis noget at gøre med en avanceret billedfremvisningsfunktion, som viser tilfældigt udvalgte detaljer fra Folketinget under de 3 knapper hver gang man går ind på denne side. Man kan her klikke på billedet for at forstørre det og få en lille forklaring på, hvad det forestiller. Så det er ikke fordi, der er sparet på programmørtimerne, at der mangler alternativtekster på knapperne. Programmørtimerne er blot blevet brugt på noget andet, og givetvis meget sjovere.
Her vises den skærm, som skærmlæseren (JAWS) læser op, når man beder om at få vist de links, de er på siden:
Får man navigeret forbi de 3 rammer med uforståelige links, kommer man til den 4. ramme med forståelige tekst-links. Og herfra bliver tingene væsentligt lettere. Vælger man et link herfra som eksempelvis "Folketingets sammensætning m.v." sker der det meget heldige, at browserens focus bliver ved med at være i den ramme med de tilhørende links. Herefter er der uhindret adgang til de underliggende sider, med den konkrete information.
En henvendelse til Folketingets webmaster på baggrund af ovenstående
beskrivelse er blevet imødekommet med en udmelding om, at man ved
næste omlægning af Folketingets web vil forsøge at gøre
noget ved nogle af de problemer, der er påpeget. Den er nu også
forsynet med en genvej til en tekstudgave, som kommer frem, hvis browseren
ikke understøtter javascript, eller man har valgt at slå dette
fra i sin browser. Brugeren får dog ingen vink om, at denne mulighed
er der, hvis javascript IKKE er slået fra.
Center for Ligebehandling af Handicappede Version 1 den 7. december 1998
Denne publikation findes på adressen: http://www.clh.dk/rapport/hjemmesider
Copyright (c) Center for Ligebehandling af Handicappede