Ingen af de testede hjemmesider har opnået fuld godkendelse, men Justitsministeriets hjemmeside er meget tæt på at bestå testen. Folketinget, Justitsministeriet, Miljøministeriet, Forskningsministeriet, Undervisningsministeriet, Sønderjyllands amt, og Spøttrup kommune får umiddelbart godkendt deres forsider af testen. Alle andre hjemmesider indeholder fejl på forsiden, som gør, at de ikke kan godkendes. Det betyder, at kun godt 4,8% af de undersøgte hjemmesider har en tilgængelig hovedindgang.
I den kommunale del af undersøgelsen er der undersøgt i alt 5.081 websider. Af disse 5.081 websider godkendes 1.169. Opgjort pr. kommune, giver dette et gennemsnit på 25,8% godkendte websider.
Kun 5 (!) kommuner får godkendt 75% eller flere af deres websider. Kolding kommune får, som den højest rangerende kommune, godkendt over 90% af sine websider. Desværre er forsiden en af de tre websider, som ikke godkendes.
31 ud af de 110 kommunale hjemmesider, får ikke godkendt en eneste webside.
Nedenfor er vist grafisk, hvor mange kommuner, der ikke får nogen websider godkendt, hvor mange, der får godkendt 0 - 25%, 25 - 50%, 50 - 75% og endelig hvor få, der får godkendt over 75% af deres websider.

Det samlede antal kategori 1 fejl udgør 22.418 fordelt på 5.081 websider. Det svarer i gennemsnit til 4,5 tilgængelighedsfejl på hver enkelt webside.
Disse tal er ganske markante og helt entydige. I praksis betyder det,
at der er forsvindende få kommunale hjemmesider, der er tilgængelige
for handicappede.
Center for Ligebehandling af Handicappede Version 1 den 7. december 1998
Denne publikation findes på adressen: http://www.clh.dk/rapport/hjemmesider
Copyright (c) Center for Ligebehandling af Handicappede