Offentlige hjemmesiders tilgængelighed
En undersøgelse af 144 offentlige hjemmesiders tilgængelighed for handicappede

Forord
 
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Næste dokument] 

Forord

"The power of the Web is in its universality. Access by everyone regardless of disability is an essential aspect." (Webbets styrke ligger i at det er universelt. Adgang for alle og enhver uanset handicap er et væsentligt aspekt).

Sagt af Tim Berners-Lee. Manden, der opfandt World Wide Web.

Alt for få offentlige hjemmesider er fuldt tilgængelige for mennesker med handicap. 144 offentlige hjemmesider er blevet undersøgt og resultatet er ikke opløftende.

Der synes ellers at være bred enighed i det politiske system om, at handicappede bør have en reel adgang til at kunne modtage information på internettet på lige fod med ikke-handicappede. FNs standardregler om lige muligheder for handicappede, som Danmark har tilsluttet sig i 1993, stiller krav om at offentlige informationssystemer skal udformes, så de er universelt tilgængelige, dvs. så også mennesker med handicap kan bruge dem. Og herhjemme har Forskningsministeriet i adskillige handlingsplaner lagt op til, at der skal tages initiativer for at fremme denne universelle tilgængelighed.

Center for Ligebehandling af Handicappede har derfor i løbet af efteråret 1998 lavet en undersøgelse af 144 offentlige hjemmesiders tilgængelighed for mennesker med handicap.

Der er benyttet et amerikansk program "Bobby" til at udføre testen. Bobby gennemløber hjemmesiden og nogle af de ting, som primært giver problemer, er grafikken. Når der er grafik på en hjemmeside, så skal der være en tekst til grafikken, som fortæller, hvad den forestiller, eller hvad den fører videre til, når man klikker på den. Når blinde får læst en hjemmeside op via en talesyntese, så hjælper det ikke meget, når der ikke er nogen tekst, der forklarer hvad billedet forestiller, eller hvis teksten blot fortæller at billedet hedder "image.gif (7.300 bytes)".

De fleste af de fejl, som giver problemer med tilgængeligheden, er af en sådan karakter, at de er meget lette at rette. Og heldigvis er hjemmesider ikke lige så dyre at lave om, hvis de er bygget forkert, som huse. Men ved at overholde nogle basale tilgængeligheds-spilleregler, når man udformer sin hjemmeside, kan man undgå meget af det reparationsarbejde, man ellers skal lave bagefter.

Kolding og Justitsministeriet deler førstepladsen

Undersøgelsen er nu afsluttet, og man kan stifte nærmere bekendtskab med resultaterne i den foreliggende rapport. Der er undersøgt kommunale, amtslige og statslige hjemmesider. Der er ingen af de hjemmesider, der er testet, der består testen fuldt ud. Topscoreren blandt de kommunale hjemmesider er Kolding kommune, som har flest tilgængelige websider. Her bliver der godkendt over 90 % af alle websiderne på hjemmesiden. Uheldigvis er forsiden en af de få websider, som ikke bliver godkendt. Og netop forsiden er meget vigtig, da det er den, der fungerer som indgangsport til resten af dokumenterne, der ligger under hjemmesiden.

På det statslige område er det Justitsministeriet, der løber med førstepladsen. Justitsministeriets hjemmeside er meget tæt på det perfekte, og får hele 98,8% af deres websider godkendt. Mange andre ministerier følger tæt efter Justitsministeriet, blandt andet Undervisningsministeriet og Finansministeriet, med henholdsvis 95 %'s godkendelse og 97,6%'s godkendelse. Finansministeriet har dog - ligesom Kolding kommune - problemer med sin forside, som er spækket med tilgængelighedsfejl.

De statslige hjemmesider er generelt de mest problemfrie, men der er desværre også et par statslige hjemmesider, der er under al kritik, og ikke får godkendt en eneste webside. Det gælder blandt andet Socialministeriets og Forsvarsministeriets.

På det amtslige område er det Frederiksborg amt, der får bundkarakter med en meget stor hjemmeside, hvor ingen websider bliver godkendt i testen.

Undersøgelsen afdækker et stort problem med tilgængeligheden til offentlige hjemmesider, som bør give anledning til eftertanke hos dem, der er ansvarlige for offentlig information, herunder kommunikation og formidling via internet.

Undersøgelsen er blevet til i samarbejde med følgende organisationer, som hermed takkes for deres deltagelse i sammenlagt 4 møder, hvor undersøgelsens forudsætninger og metode er blevet diskuteret:


[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Næste dokument] 

Center for Ligebehandling af Handicappede Version 1 den 7. december 1998
Denne publikation findes på adressen: http://www.clh.dk/rapport/hjemmesider
Copyright (c) Center for Ligebehandling af Handicappede